Øvelokaler / Arsenalet (Baggearslokale)
 
 
 
Vi vil fra Aalborg Musikforenings side gerne takke Aalborg Kommune og Frimodt-Heinke Fonden for deres betydelige bidrag til etablering af Arsenalet. 
Tak! 
 
 

Baggearslokale

 
 
Velkommen til Arsenalet!
Arsenalet er navnet på vores mest ambitiøse og kompromisløse musiklokale. Det er et kreativt, musikalsk værksted, der har fokus på spilleglæden.  
I Aalborg Musikforening vil vi gerne prøve at sætte en ny standard for, hvordan et backlinelokale skal se ud. Det er et opgør med de klassiske fælleslokaler, hvor grejet er nedslidt og i meget lav kvalitet.
Derfor har vi investeret i musikudstyr fra den øverste hylde. Vi har bl.a. udstyr fra Mesa/Boogie, Aguilar, Fender, Darkglass, Strymon, Friedman, TAMA Starclassic, DW, Universal Audio, Marshall m.m.
Vi har også tilført et fuldt integreret optagesetup og med et fokus på brugervenligheden. Du kan indspille hele din øver i 22 separate spor blot ved tryk på en knap. Nemmere bliver det ikke. 
Vi mener, at det vil skabe de bedste rammer for den musikalske udfoldelse uanset musikerens niveau. Vi kan ikke skrive sangene for vores musikere - men vi kan give dem de bedste og mest inspirerende vilkår, så de selv får nemmere ved at slippe kreativiteten fri. 
  
Alt dette betyder, at du kan være medlem af et delelokale med fællesudstyr, nærmest helt uden at skulle slæbe dit eget grej med hver gang. Det er nemt, bekvemt og uden kompromis på kvaliteten. 
 
Lokalet henvender sig bl.a. til:
- alle bands der helt generelt mangler et øvelokale.
- bands der sjældent øver, men stadig har behov for et øvelokale. 
- firmabands/kollegabands der ikke har eget grej, men gerne vil prøve at spille sammen.
- bands der tournerer meget, og som ikke har tid til at pakke sit grej op og ned ved hver øver. 
- impulsivt opståede bands, der gerne vil i gang med det samme, men endnu ikke har eget grej. 
 
Lokalet er topmoderne med ventilation, lydisolering, WIFI osv. Og det er muligt at benytte lokalet døgnet rundt, hvis der er ledige tider.
 

Fællesudstyr i professionel kvalitet

 
Overblik over vores nuværende udstyrsliste:
  • Basanlæg: Aguilar AG-500 + Aguilar 412 kabinet + pedalboard.
  • Fender Deluxe Presicion Bass Special
  • Guitaramp 1: Mesa/Boogie Roadster + Mesa Recto 412-kabinet + pedalboard.
  • Elguitarer: PRS SE245 og Schecter Nick Johnston Signature. 
  • Guitaramp 2: Marshall JVM410HJS+Marshall JVMJS 4x12-kabinet + pedalboard. 
  • Keyboard: Roland RD-700 stagepiano med solidt stativ og ekstra hylde. 
  • Trommesæt: TAMA Starclassic (Bubinga) med fire tammer, fuld TAMA RoadPro-hardwaresæt, diverse bækkener, DW-9002-dobbeltpedal. Gibraltar Drop-clutch til hihatten + en Pearl Ian Pierce Signature lilletromme. Dertil komplet sæt Zildjian K Custom Dark bækkener inkl. china og splash. 
  • -------
  • Mixer: Presonus StudioLive AR16.
  • PA-højtalere: Electro Voice ZLX12P.
  • Korg Pitchblack racktuner med strobetuning osv. 
  • Zoom V3 Vocal Processor så du kan tilføje harmonier og autotune. 
  • 2 stk Shure SM58 sangmikrofoner.
  • 2 stk Samson Q7 sangmikrofoner.
  • 1 stk Sennheiser sangmikrofon.
  • Zoom Q8 videokamera.
  • -------
  • 1 stk König & Meyer laptopholder.
  • 3 små König & Meyer nodestativer.
    1 stk König & Meyer orkesternodestativ.
    4 stk mikrofonstativer (primært König & Meyer).
  • 5 stk kopholdere, så du nemt kan frasætte din kop eller flaske.
  • 3 stk König & Meyer guitarstativer.
  • 1 stk König & Meyer laptopstativ.
  • -------
  • Tascam Model 24 recording mixer. 
  • Hughes & Kettner RedBox 5 (2 stk)
  • Palmer Audionomix DI-box.
  • Palmer PRMMS8 DI-box.
  • Swissonic Headamp 8 hovedtelefonforstærker til in-ears. 
  • Audix DP7 trommemikrofonsæt + yderligere mikrofoner. 
  • samt flere hundrede meter kabler af forskellig slags.
Pedalboards
Vi har også professionelle pedalboards til vores to guitarstacks. 
Det er 2 stk Pedaltrain Classic Pro's med highend-pedaler fra bl.a. Strymon, Friedman, Fortin, Universal Audio, Dunlop, ISP, Boss osv. Der er hhv. delay, reverb, noisegate, overdrive, tuner, looper og wah. Over tid kommer der flere pedaler til. 
De er rigget professionelt op med de våde effekter i loopet osv. Og så er der hjul på, så de nemt kan rulles ind under vores guitarstacks, der står på et scenepodie. 
Vi er sandsynligvis de eneste i Danmark, der kan tilbyde netop dette. 
 
Vi har også lavet et high end pedalboard til basanlæget. Det består af diverse pedaler fra hhv. Darkglass, MXR og Boss. 
 
Det hele er koblet op med kvalitetsjackkabler allerede, men for en sikkerheds skyld anbefaler vi, at du altid har dit eget jackkabel med.
 
Optagemuligheder
Det helt ekstraordinære ved Arsenalet er vores nye optagesetup. Alt i lokalet er tilsluttet en recording mixer, så I blot ved tryk på en knap kan få jeres øver ned i 22 separate spor på et SD-kort.
Musikken kan så enten tages med hjem for yderligere nærlytning og behandling eller blive mixet analogt direkte på mixeren og så blive eksporteret som en stereofil. 
Dette er et meget unikt tilbud, som man ikke finder mange andre steder. 
 
Hensigten er at hjælpe vores bands hurtigere ud over rampen ved, at de altid nemt kan indspille, gennemlytte og forbedre deres sange via dette nemme setup. 
Det er ikke et studietilbud til de, der ønsker at indspille et album eller lignende. Til indspilning af albums osv. henviser vi til byens studietilbud såsom The Hideout, Kling-Klang, Pool House Studio osv.  
 
Keyboardet og bassen går direkte i lydkortet via DI-out, så her får du helt rene optagelse uden "spill over". Guitarene kører igennem nogle Hughes & Kettner RedBox'es, som også fungerer som DI-boxe - så også her får du helt rene indspilninger.
Trommerne har vi mic'et op med et Audix DP7-mikrofonsæt samt nogle ekstra Audix til overhead m.m. Trommeindspilningerne lyder rigtig godt allerede inden man begynder at mixe på dem. 
 
Det hele bliver styret via en Tascam Model 24 recording mixer. Vi har lavet vores egen simple manual, så alle kan komme godt fra start.
 
Hvad kan I bruge vores setup til?
- til i ren og skær fornøjelse at genlytte de sjove forgangne timer fra øvelokalet. 
- til at sikre at ingen af jeres gode idéer går tabt.
- som preproductions, så I kan gå hjem og gennemlytte for detaljer (spor for spor) med henblik på forbedringer. 
- til hurtige demoindspilninger så I altid har en bid frisk musik til at dele på de sociale medier. I disse tider er det om noget vigtigt, at man hele tiden lægger nyt indhold op på sine sider. 
 - til at optage live-sessions med. Det kræver dog at I er kreative med jeres telefoner. 
- til livestreams.
  
Videokamera
I lokalet står der en Zoom Q8 videooptager på stativ, så du altid lige kan optage dine gode idéer. Vores Presonusmixer er også et lydkort i sig selv. Og den har endda også integreret lydoptager via SD-kort. Det er rigtig smart. 
 
Livestream
Teknisk set er vores udstyr altid helt klar til at udføre livestreams med. Fra vores Tascam-mixer kan man sende et live stereomix direkte til sit videokamera, telefon eller laptop/webcam. Man kan sende det enten via phones out, main out eller USB alt efter hvad man bruger i den anden ende. 
I skal selv medbringe den del, som I streamer og filmer fra. 
Vi har både kablet internet og WIFI i lokalet. 
 
Strengeinstrumenter
Til vores bas-setup har vi en fælles elbas i lokalet. Det er en Fender Deluxe Presicion Bass Special, der både kan lyde som en Jazz Bass og en Presicion Bass. 
På et tidspunkt kommer der også to guitarer ind i lokalet, så det ender med, at I slet ikke skal medbringe noget som helst.  
 
Inear
Vores udstyr er koblet op med et inear-system. Vi har trukket kabler rundt i lokalet, så du altid nemt kan tilslutte dine inears tæt ved din plads, hvis du har brug for lidt ekstra monitor. Der er mulighed for to forskellige monitor-mix. 
Du skal selv medbringe inear-høretelefoner. 
 
Helix, Kemper eller AxeFx?
Vores PA kan godt håndtere de moderne guitarpedaler såsom Line6 Helix, Kemper og Ax8/AxeFx fra Fractal Audio. Du kan også køre dem som preamp via send på en af vores to rørtoppe. Det er begge forstærkere med meget headroom. 
 
Opbevaring af eget grej
De syv første bands i lokalet får hver et aflåst stålskab til rådighed. Her kan der f.eks. være en guitar, en bas og diverse andet grej. 
 

Pris og vilkår

Det koster 300 kr pr. måned pr. medlem at benytte lokalet. 
Det svarer til 200 kr om måneden samt 25 kr for hver uge, du låner det dyre grej. 
I første omgang lukker vi kun bands ind. Et band skal som udgangspunkt bestå af minimum tre medlemmer for at være kvalificeret til en plads i lokalet, men duoer kan vi måske også finde plads til. Spørg os herom.  
 
Dertil koster det 100 kr for et årsmedlemskab samt 500 kr i depositum (som du får igen ved ophør af medlemskab).

Brugen af lokalet vil fungere med faste, ugentlige øvetider.
Der er plads til 21 ugentlige øvetider i lokalet, hvilket er tre om dagen:
10-14, 14-18, 18-22 samt en skemafri periode fra 22-10.
Det vil være øveblokke på 4 timer, men i praksis ser vi, at de nemt kan være længere.
 
Hvert band har krav på én fast ugentlig øveblok.
Alt den ledige tid i lokalet kan benyttes efter først-til-mølle-princippet. Det betyder, at det i praksis ofte vil være muligt at øve flere gange om ugen.
Vi er meget opmærksomme på ikke at lukke for mange bands ind i lokalet. 
 
Udstyret vil blive vedligeholdt og serviceret af foreningen og på foreningens regning, med mindre der er foretaget intentionel skade på det. 
Hvis f.eks. en forstærker står af, så vil vi udskifte den med en reserveforstærker indtil den oprindelige er tilbage fra værkstedet. 
Foreningen forbeholder sig retten til at udskifte udstyret efter behov og efterspørgsel. 
Ved nedbrud af udstyr må der som medlem forventes en kort periode, hvor der ikke er en erstatningsgenstand til rådighed. Men vi gør naturligvis alt hvad vi kan for, at det sker så hurtigt som muligt. 
 
  
Vi har et par forbehold:
 
- Venstrehåndstrommeslagere må leve med, at sættet altid vil stå som et højrehåndstrommesæt. Vi tillader ikke at man spejlvender det. Og generelt må trommesættet ikke flyttes. Dog må det gerne justeres.  
 
- Det vil IKKE være muligt, at benytte lokalet som enkeltmedlem. Men hvis du er med i et band i lokalet, så må du naturligvis godt tage op og øve alene.
 
- Det vil ikke være muligt at benytte lokalet på dagsbasis, hvis man lige er et band, der mangler et øvelokale i 14 dage. Vi er en forening, og man skal være fast medlem heraf for at benytte sig af foreningens faciliteter. 
 
- Det er IKKE tilladt at tage venner med ned i lokalet til en impulsiv øver, med mindre de også er tilmeldt lokalet. Auditions med potentielle nye bandmedlemmer er naturligvis tilladt. 
 
- Det er samtidig ikke tilladt at benytte lokalet erhversmæssigt (f.eks. til undervisning). 
 
- På grund af pladsbegrænsninger er det IKKE tilladt at opbevare eget udstyr i lokalet. Så hvis du gerne vil spille på nogle af dine egne ting, så skal du tage det med hjem igen efter hver øver - med mindre det kan være i førnævnte skab. 
  
Læs i øvrigt vores FAQ for yderligere informationer omkring medlemskab i foreningen.
  

Tilmelding

Når du har udfyld og afsendt formularen, så vil du modtage yderligere instruktioner fra os. Så udfyld og afvent.  
  
Alt betaling opkræves via indbetalingskort, og der er krav om at betalingen tilmeldes NETS/PBS. Den første måned skal du dog muligvis betale manuelt. 
Der kan ikke betales med MobilePay eller med kontanter. 
 
Læs også vores FAQ for yderligere generel info ang. medlemskabet og foreningen.
 

Spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål, så skriv til os via vores kontaktformular
Vi forsøger at besvare så hurtigt som muligt.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Aalborg Musikforening  | aalborgmusikforening@gmail.com